Conventionen

Hendes sværd knækkede ti minutter før cosplaykonkurrencen. Fyren ved nabobordet havde en limpistol – og elendige jokes.

Ti minutter før cosplaykonkurrencen knækkede Yukis sværd på midten.

Hun havde brugt fire måneder på kostumet – en krigerdronning fra et spil, hun havde spillet, siden hun var femten. Håndsyet kappe, skumrustning malet, så den lignede gammelt sølv, og et to meter langt sværd, der nu var to sværd på én meter.

»Nej, nej, nej,« hviskede hun.

»Er det der,« sagde en stemme bag hende, »et medicinsk nødstilfælde?«

Hun vendte sig om. Fyren ved nabobordet – ham der solgte håndmalede miniaturer – holdt en limpistol, som en kirurg holder en skalpel.

»Jeg hedder Sam,« sagde han. »Jeg har repareret værre. Sandsynligvis.«

Operationen

Han arbejdede hurtigt. En træpind fra hans udstillingsstand, tre lag lim, lidt sort tape, lidt sølvmaling fra hans kasse. Yuki holdt stykkerne og prøvede at lade være med at lægge mærke til, at hans underarme var dækket af maling, og at han nynnede, når han koncentrerede sig.

»Færdig,« sagde han med fire minutter til gode. »Sving ikke med det. Læn dig ikke op ad det. Lad ikke nogen kramme dig.«

»Det er hele mit show.«

»Så improviser.«

Hun blev nummer to. Hun holdt pokalen op mod hans bord på tværs af hallen, og han jublede højere end nogen anden.

Dag to

Hun tog kaffe med til ham næste morgen som tak. Han gav hende en miniature, han havde malet i løbet af natten: en lille krigerdronning med et lille knækket sværd, tapet sammen.

Hun så længe på den.

»Hvornår sov du?«

»Det gjorde jeg ikke. Det var det værd.«

De brugte eftermiddagen på at gå rundt på conventionen sammen. Han kendte alle de spil, hun nævnte. Hun slog ham på en arkademaskine tre gange i træk, og han lod, som om han var knust. Folk bad hende hele tiden om billeder, og hver gang kiggede hun over for at se, om han stadig var der. Det var han altid.

Efterfesten

Conventionens efterfest blev holdt i en hotelbalsal fuld af røgmaskiner og folk klædt ud som elvere. Yuki havde skiftet rustningen ud med en enkel sort kjole og følte sig pludselig genert uden et kostume at gemme sig i.

Sam fandt hende ved vinduet.

»Du ser anderledes ud,« sagde han.

»Værre?«

»Som den rigtige karakter. Rustningen var kostumet.«

Det var en latterlig replik. Den virkede også. Hun grinede, tog hans malingplettede hånd og trak ham ud på dansegulvet, hvor en DJ spillede spilmusik remixet til noget, man kunne danse til.

Senere, i den stille gang uden for balsalen, kyssede hun ham op ad en plakat med en drage. Han kyssede hende tilbage, som om han havde tænkt på det i to dage – hvilket han indrømmede, at han havde.

»Mit værelse er på fjerde sal,« sagde hun.

»Er sværdet der?«

»Sværdet er der.«

»Så må jeg hellere tilse min patient.«

Det, der skete på fjerde sal, bliver på fjerde sal. Sværdet overlevede. For det meste.