Louise havde været lærer i Aarhus i tretten år og gift med Anders i elleve. Kurset i Middelfart handlede om inklusion i udskolingen. Hun havde pakket for tre dage, med strikketøj og en roman hun aldrig ville nå at læse.
Jesper underviste i matematik i Kolding og var placeret i hendes gruppe. Han havde et skævt smil og en uvane med at tegne små figurer i marginen. Første aften blev gruppearbejdet til midnat. Anden aften var de kun to tilbage.
Lillebælt
De gik ned til vandet efter aftensmaden. Den gamle Lillebæltsbro lyste over dem, og et godstog rumlede forbi. Han sagde ingenting. Det var hende, der tog hans hånd.
Hans værelse lå for enden af gangen. Hun tog ringen af, før hun bankede på, og lagde den i jakkelommen. Hvad der skete derinde, beholder Louise for sig selv.
Hjemme
Anders hentede hende på stationen med ungerne på bagsædet. Hun krammede dem hårdt og kiggede ud ad vinduet hele vejen hjem. Ringen sad på fingeren igen. Den føltes tungere.
Hun ventede på skyldfølelsen. Den kom, men den kom i bølger, og imellem dem var der noget andet: en varme, som hun ikke havde mærket i årevis.
Jesper skrev én besked om ugen. Aldrig mere. Hun svarede altid samme aften.
Næste kursus
Det er et halvt år siden nu. Louise har ikke fortalt det til nogen. Hun ved, at hun burde. Hun øver sig på sætningerne i bilen på vej til arbejde, og hver gang stopper hun ved det samme sted: Anders, jeg skal fortælle dig noget. Videre kommer hun ikke.
I morgen er der kursus igen. Nyborg denne gang. Jesper har tilmeldt sig.
Hun sidder i toget nu, med strikketøjet i skødet og ringen på fingeren. Ved Odense tager hun den af og holder den længe i hånden. Ved Nyborg ligger den i jakkelommen.
Hun ved ikke, hvordan historien ender. Hun ved kun, at hun ikke er klar til, at den gør det.
