Rasmus havde talt om det i tre år, altid sent, altid lavt, som om ordene kunne gå i stykker. Mette havde grinet, så tiet, så stillet spørgsmål. En aften i juli lagde hun en nøgle på bordet. Sommerhuset i Skagen, hendes forældres, tomt i en uge.
”Jeg vælger gæsten,” sagde hun. ”Jeg bestemmer reglerne. Og den første regel kommer du til at hade og elske.”
Reglen
Gæsten hed Frederik. Han var maler, boede i Skagen hele året og havde mødt Mette på et galleri sidste sommer. De havde skrevet sammen i to måneder, ærligt og uden hast. Rasmus kendte ham kun fra et håndtryk på havnen.
Om aftenen satte Mette en stol helt tæt ved sengen. Så tæt, at Rasmus kunne nå hende.
”Du sidder der,” sagde hun. ”Du siger ikke noget, medmindre jeg spørger. Hvis noget er forkert, for nogen af os, siger du Grenen, og alt stopper. Og så den sidste regel.”
Hun tog hans hånd og flettede fingrene ind i hans.
”Jeg slipper dig ikke. Ikke ét sekund.”
Lyset
Skagenslyset hang længe over klitterne den aften, blødt og blåt. Stearinlysene flakkede. Og hele tiden lå hendes hånd i hans – varm, nogle gange stram, nogle gange næsten rolig.
Han mærkede alt gennem den hånd. Når hun holdt vejret. Når hun lo lavt. Når hun klemte, som for at sige: jeg er her stadig, det er stadig os.
”Er du okay?” hviskede hun en gang.
”Ja. Bliv ved med at holde fast.”
Hun gjorde. Resten bliver i sommerhuset i Skagen.
Efter
Da Frederik var gået, kravlede Mette ned på gulvet ved siden af stolen, stadig med hånden i hans.
”Nu fortæller du mig det hele,” sagde hun. ”Også det, du skammer dig over.”
Han fortalte. Om jalousien, der kom og gik på et minut. Om stoltheden, der blev. Om at han aldrig havde følt sig så tæt på hende som i den time, hvor hun var allermest et andet sted.
De går stadig tur i Skagen hver sommer. Når de går forbi galleriet, tager Mette altid hans hånd. Hun siger ingenting. Det behøver hun ikke.
