Sorte blonder og levende lys

Mara havde én regel: ingen dates med mænd, der kaldte hendes stil »en fase«. Daniel brød alle de andre regler i stedet.

Mara havde været tatovør i seks år og goth meget længere, og i al den tid havde hun udviklet præcis én dateregel: ingen date nummer to med en mand, der kaldte hendes stil »en fase«.

De fleste nåede alligevel aldrig til date nummer to. De kunne lide billederne – de sorte blonder, sølvringene, den mørke læbestift – og sad så over for hende på en café og så ud, som om de havde bestilt noget stærkt og fortrudt det.

Daniel var anderledes allerede fra første besked. Han startede ikke med »hej smukke« eller en kommentar om hendes læbestift. Han skrev: Din profil siger, at du elsker victorianske kirkegårde. Highgate eller Père Lachaise? Vælg med omhu, det her afgør alt.

Hun smilede til sin telefon for første gang i flere uger.

Den første date

De mødtes en kold torsdag i oktober på en bar oplyst af levende lys, hvor The Cure blev spillet lidt for højt. Han var højere end på billederne, havde en enkel sort frakke på og så en smule nervøs ud, hvilket hun kunne lide mere, end hun havde forventet. Han havde læst om barens historie, før han kom. Han spurgte til hendes tatoveringer – ikke hvad de betød, men hvilken der havde gjort mest ondt og hvilken hun ville tegne igen.

»Ravnen på skulderen,« sagde hun. »Jeg tegnede den, da jeg var nitten. Den er forfærdelig. Jeg elsker den.«

»Må jeg se den?«

Hun trak blonden på ærmet til side, bare lidt. Han så længe på den, alvorligt, sådan som man ser på et maleri.

»Den er ikke forfærdelig,« sagde han. »Den er ærlig.«

Ingen havde nogensinde sagt det om noget, hun havde lavet.

Gåturen

Efter baren gik de gennem den gamle bydel, forbi kirker og lukkede boghandler. Det begyndte at regne – den bløde, diset slags regn, der får gadelygterne til at gløde. Mara ventede på, at han ville brokke sig. I stedet stoppede han under en buegang, trak hætten på frakken op og sagde: »Det her er præcis det vejr, din playliste lyder som.«

Hun grinede, rigtigt, den slags latter der overrasker en selv. Og så stod de meget tæt under den gamle stenbue, regnen faldt lige bag dem, og hun kunne dufte cedertræ og kold luft på hans frakke.

Det var hende, der kyssede ham. Langsomt først, afprøvende, og så slet ikke langsomt. Hans hånd fandt hendes lænd over blonderne, forsigtigt, som om han stillede et spørgsmål. Hun svarede ved at trække ham tættere på.

Levende lys

Hendes lejlighed lå over studiet, fuld af lys, gamle bøger og en kat ved navn Lenore, som misbilligede alle. Daniel blev officielt misbilliget inden for ti sekunder, hvilket Mara tog som et godt tegn.

Hun tændte lysene et efter et, mens han bladrede i hendes skitsebøger. Da hun vendte sig om, holdt han en tegning af en natsværmer med dødningehovedmønster.

»Tatover den her på mig en dag,« sagde han.

»Det er en stor forpligtelse for en første date.«

»Jeg har ikke tænkt mig, at det her skal være en første date ret længe.«

Hun gik over gulvet, tog skitsebogen ud af hans hænder og lagde den fra sig. Lysskæret gjorde alt blødere – hans ansigt, de sorte blonder på hendes kjole, regnen der løb ned ad ruden. Han kyssede hendes hals lige under øret, og hun mærkede det hele vejen ned ad rygsøjlen.

Hvad der skete bagefter, blev mellem de to og Lenore, som forlod rummet i protest. Det, der betød noget, var dette: Da Mara vågnede ved daggry, var lysene brændt ned, Daniel var der stadig, og for en gangs skyld ville hun ikke lade, som om det ikke betød noget.