Signe fandt telefonen bag fryseren i bryggerset, da hun skulle afrime den. Et billigt mobiletui i sort kunstlæder. Inde i etuiet, foldet sammen, lå en kvittering fra en guldsmed på Strøget: én halskæde, sølv med en lille perle. 3.400 kroner.
Hun havde ikke fået nogen halskæde.
Telefonens kode var 1234. Thomas havde aldrig været kreativ. Beskederne gik et halvt år tilbage. En ”Ida”. Hotelværelser i Odense.
Middagen
Hun tørrede bryggersgulvet, lavede frikadeller og satte telefonen ved siden af hans tallerken, med kvitteringen foldet ud ovenpå.
Thomas blev grå. Han begyndte at forklare, at bede, at græde. Signe spiste sine frikadeller i ro, til han ikke havde mere at sige.
”Jeg går ikke,” sagde hun så. ”Det ville være for nemt for dig. Du slutter det i aften, mens jeg sidder her. Og så vil jeg have halskæden.”
”Den har hun.”
”Så må du jo hente den.”
Perlen
Han hentede den. Hun spurgte aldrig hvordan.
Fredag aften tog Signe en dyb grøn kjole på, som hun ikke havde båret siden deres bryllupsdag. Hun satte håret op og bad Thomas lukke halskæden i nakken på hende.
”Hvor skal du hen?” spurgte han med rystende fingre.
”Ud. Med en mand, der hedder Kasper. Han synes, perlen klæder mig.”
Thomas lukkede låsen. Det tog ham tre forsøg.
Hjem
Hun kom hjem klokken halv tre med skoene i hånden og håret ned. Han sad i sofaen, præcis hvor hun havde efterladt ham. Hun havde forventet vrede. I hans øjne var der noget helt andet: begær, nøgent og forlegent.
”Fortæl mig det,” sagde han. ”Det hele.”
Hun satte sig ved siden af ham, fingrene om perlen, og fortalte det hele. Langsomt.
Telefonen bag fryseren er væk. Halskæden er der stadig. Signe bærer den, når hun går ud om fredagen. Og det er altid Thomas, der lukker låsen.
