Festen blev holdt i et gammelt pakhus på Christianshavn. Simon havde fået adressen af en kollega, der grinede og sagde: ”Bare se det an. Ingen bider. Medmindre du beder pænt om det.”
Han stod ved baren i en time og drak danskvand.
Isabella
Hun stod ved trappen til første sal, i en sort dragt med høj krave og håret i en stram fletning. Hun talte med to andre, men hun så på ham. Efter et kvarter kom hun ned ad trappen.
”Du har kigget på mig i en time,” sagde hun. ”Det er uhøfligt. Hvad vil du?”
Han vidste ikke, hvordan man siger den slags. Hun hjalp ham. I næsten en time sad de på en bænk, og hun spurgte: hvad han søgte, hvad han var bange for, hvad han aldrig ville. Hun lyttede uden at dømme.
Kortet
Så tog hun et lille kort op af tasken. Det var betrukket med sort fløjl og ikke større end et visitkort.
”Det her lægger du i din brystlomme,” sagde hun. ”Så længe det ligger der, bestemmer jeg. Over alt. Hvor du står, hvornår du taler, hvad du må se. Hvis du vil stoppe, tager du det frem og rækker det til mig. Så er det slut, med det samme, og ingen her kigger skævt efter dig. Det lover jeg.”
”Hvad hvis jeg aldrig tager det frem?”
”Så lærer du noget om dig selv.”
Han lagde kortet i lommen. Han kunne mærke det mod brystet resten af natten, som et ekstra hjerteslag.
Natten
Hun lod ham vente. Hun lod ham bede om lov – til at tale, til at se på hende, til at følge efter hende op ad trappen. Hun rørte ham sjældent, og hver gang sad det i ham i timevis. Hvad der skete på første sal, bliver i pakhuset.
Klokken tre fulgte hun ham til døren. Han rakte hånden mod brystlommen, men hun stoppede ham.
”Behold det,” sagde hun. ”Det er dit nu. Så ved du, at du altid kan stoppe. Og at du valgte ikke at gøre det.”
Kortet ligger i hans pung, bag sygesikringsbeviset. Det er blevet slidt i kanterne. Han har stadig aldrig rakt det frem.
