Annoncen stod på opslagstavlen på biblioteket: Søger grundig rengøringshjælp. To timer om ugen. Niende sal, Islands Brygge. Man skal kunne følge instrukser.
Mikkel var studerende, manglede penge og ringede samme dag. En kvinde svarede med en rolig, mørk stemme. ”Torsdag klokken syv. Kom til tiden. Ikke før, ikke efter.”
Helle
Lejligheden var lys og næsten tom, med udsigt over havnen og Kalvebod Brygge. Helle var i midten af fyrrene, i en sort skjorte med opsmøgede ærmer. Hun gav ham et ark med instrukser, skrevet i hånden.
Gulvet vaskes i retning af vinduerne. Bøgerne støves af en ad gangen. Du taler ikke, mens du arbejder.
Han gjorde det. Hun sad i en lænestol og så på ham, uden at sige noget. Bagefter gik hun hele lejligheden igennem og pegede på tre steder, han havde overset.
”Igen,” sagde hun. Han gjorde det igen.
Den anden liste
Tredje torsdag lå der et andet ark på køkkenbordet. Det handlede ikke om rengøring.
Hvad du ønsker. Hvad du aldrig vil. Hvor langt. Og nederst, understreget: rød.
”Du kan lide at blive instrueret,” sagde Helle. ”Det har jeg set fra første dag. Hvis du udfylder det her, bliver torsdagene anderledes. Hvis du nogensinde siger det sidste ord, er jeg bare din arbejdsgiver igen, og vi taler aldrig om det. Ingen sure miner.”
Han udfyldte det ved køkkenbordet, mens hun så på.
Torsdage
Han vasker stadig gulvene. Nu bestemmer Helle også resten af aftenen: hvor han står, hvornår han må tale, hvor længe han venter på knæ ved vinduet, mens havnebussen sejler forbi neden for. Hun rører ham sjældent. Når hun gør det, er det med samme præcision, som hun bruger på at rette en bog på hylden. Det, der sker på niende sal, bliver på niende sal.
Han får stadig løn. Han har prøvet at sige nej til den. Hun har ikke tilladt det.
