Den første besked kom klokken 6.12 om morgenen.
Har du taget min oplader IGEN?
Lukas, halvt sovende i Hamborg, stirrede på skærmen. Han kendte ingen med det nummer. Han skrev: Jeg tror, du har fat i den forkerte. Men jeg er ked af det med opladeren.
Svaret kom et minut senere. Åh nej. Undskyld!! Jeg har fået ny telefon, og min søsters nummer er ét ciffer anderledes. Godmorgen, fremmede.
Godmorgen, skrev han. Og der burde det være sluttet.
Beskeder før kaffen
Næste morgen kom der en til. Opdatering: min søster havde opladeren. Retfærdigheden har sejret.
Han grinede højt i sit tomme køkken.
Hun hed Ines. Hun var 29, sygeplejerske i Lissabon og arbejdede på tidlige vagter. Hun kunne lide elendigt reality-tv, at bade i havet om vinteren og at diskutere, om ananas hører hjemme på pizza (det gør den, sagde hun, og alle, der er uenige, er kujoner). Han var 32, ingeniør, den slags mand der holdt stueplanter i live og glemte at ringe til sin mor.
Inden for en uge var godmorgenbeskederne blevet et ritual. Hun skrev før sin vagt; han svarede over sin første kop kaffe. Så godnatbeskeder. Så talebeskeder, fordi hun sagde, at det gik »for langsomt at skrive til mine tanker«.
Hendes stemme var dybere, end han havde forventet, og hun grinede midt i sætningerne.
Billedet
De havde aldrig sendt billeder. Det var blevet en slags joke mellem dem – mysteriet er det bedste – indtil hun en aften i december skrev: Jeg vil vide, hvordan du ser ud, når du smiler til mine beskeder.
Han sendte et billede: køkkenet, dårligt lys, uglet hår, et ægte smil. Hendes svar tog tre minutter.
Åh. Åh nej. Det her er et problem.
Hvorfor?
Fordi nu vil jeg se det i virkeligheden.
Hun sendte sit et minut senere – mørke krøller, fregner, et hospitalsbånd om halsen, trætte øjne og et bredt grin. Han så længe på det.
Forsigtig
Lukas havde en ven, der havde mistet to tusind euro til en »kæreste«, han havde mødt på nettet, og som altid manglede penge til en flybillet, der aldrig blev købt. Så han var forsigtig, og det var hun også. De tog et videoopkald før noget andet. Hun viste ham udsigten fra sin altan – ægte, umiskendeligt Lissabon. Han viste hende den grå regn i Hamborg.
Ingen bad om penge. Ingen fik en pludselig nødsituation. De talte bare i tre timer, indtil hendes telefon døde, og hun skrev fra sin bærbare: Oplader. Søster. Igen.
Lissabon
Han fløj til Lissabon i marts og bookede sit eget hotel, fordi det føltes rigtigt. Hun mødte ham i ankomsthallen med et papskilt, hvor der stod GODMORGEN, FREMMEDE.
De var akavede i præcis ti minutter. Så tog hun hans hånd for at trække ham med op i en fyldt sporvogn, og slap den ikke igen.
Den aften, på en tagterrasse over Alfama, mens floden blev gylden, sagde hun: »Jeg vil kysse dig nu. Er det okay?«
»Jeg har ventet i fire måneder på, at du ville spørge.«
Hun smagte af salt og vin. Resten af aftenen – de smalle gader, hans hotelværelse, det åbne vindue og byens lyde – bliver mellem dem.
Næste morgen vågnede han først. Han tog sin telefon, smilede og sendte en besked til kvinden, der sov ved siden af ham.
Godmorgen, fremmede.
